Kvindelunden i Hover er et initiativ taget af lokale kvinder i anledningen af 100 året for kvinders valgret i 2015. De ønskede at lave en brandtomt om til en spændende plads, med mulighed for forskellige aktiviteter for alle. Her er plads til at sidde og spise inde og ude, lave bål, gå en tur igennem sansehaven, træne på fitnessredskaberne og starte sin løbetur herfra ud på forskellige ruter.
Grunden er venligst skænket af grundens tidligere ejere Poul og Esther Jørgensen, der også har haft et ønske om, at grunden skulle blive til gavn for byen.
Kvindelunden er et yndet udflugtsmål for børnene i Hover-Torsted Børnehus. Det bruges også til fx. private fødselsdage, private social arrangementer og som samlingssted for byens unge. Hover Sogneforening afholder også forskellige arrangementer på Kvindelunden i løbet af året fx. hotdog fredag i juli og påskeaktiviteter.
I 2020 blev det flotte og rummelige madpakkehus opført blandt andet med midler fra Friluftsrådet og lokale kræfter.
Kvindelunden passes og plejes af ‘Den grønne bande’, der består af lokale mænd og kvinder.